Er jeg egoist?

I min klinik møder jeg ofte klienter, der har det svært. Det giver jo lidt sig selv, da jeg driver en psykologpraksis.

Når klienter med depression, lavt selvværd eller stress kommer til mig, er der ofte et symptom, der går igen: negative tanker omhandlende deres egen person. Inden for psykologien omtales dette symptom som et straffende over-jeg eller devaluering. Klienter oplever mange negative tanker, der eksempelvis kredser omkring deres fejl og mangler, hvor dårlige mennesker de er, hvor lidt betydning de har, og at de ikke har ret til at have det godt.

Disse tanker gør dem kede af det, da der inderst inde er en del af dem, som godt ved, at tankerne ikke er sande, men de har svært ved at slippe dem.

Det er ofte her den terapeutiske process starter. Det er nu vi begynder at finde ud af, hvilken funktion denne straffende del af klienten har og har haft. Når vi finder ud af dette, begynder vi stille og roligt at vende os imod disse negative tanker. I denne process opfordrer jeg mine klienter til at gøre noget godt for dem selv. Dette kan være at læse en god bog, nyde et godt måltid mad, være sammen med folk, de holder af eller afsætte tid, der kun er til dem selv.

Det er her ordet egoisme ofte kommer på banen, da det for nogle klienter føles egoistisk at gøre ting, der opstår fuldstændig ud af deres egne ønsker og behov. “Det føles forkert at være så egoistisk”, eller “jeg synes, det er for ego, bare at gøre ting jeg vil. Sådan er jeg ikke”. Dette er sætninger, jeg hører, og jeg forstår godt, hvad mine klienter mener. Problemet her er bare, at det, de ønsker, er et liv uden selvhad, men de ønsker ikke at ende som egoister, der ikke tænker på andre. Og så snart de prøver at åbne lidt op for et mere frit liv, kommer de negative tanker brølende: ”Du er egoist, du har ikke fortjent en fridag, du har ikke brug for tid til dig selv” osv.

Ved at kalde egenomsorg for egoisme retfærdiggør klienten overfor sig selv, at det, de inderst inde ønsker og længes efter, ikke er noget, der er værd at efterleve. Én måde at ændre på denne mekanisme er at opfordre til at begynde at skabe tid til egenomsorg. Ved fysisk at opleve glæden ved at gøre ting, som man selv 100% har valg, begynder der at ske en opblødning af de hårde tanker. Pludselig finder folk ud af, at det IKKE er egoistisk at sætte sig med en bog eller nyde en aften foran tv’et, selv om der ikke er ryddet op efter aftensmaden.

For mig handler egoisme om at gøre ting, der kun har til hensigt at gøre noget godt for én selv på bekostning af andre. Dvs. mig før dig. Egenomsorg handler også om at gøre ting, der er gode for en selv, men ikke på bekostning af andre.

Hvis jeg skal bruge mig selv som eksempel, så bliver jeg meget glad og nærmest lykkelig af at gå til koncerter med folk, jeg holder af. Dette er mit behov, men jeg har også en familie, der skal fungere. Altså, hvis mit behov skal afdækkes, skal der være balance i mit behov og familiens behov. Det får jeg ved at skabe nogle omstændigheder, hvor både mine og familiens behov bliver dækket – f.eks. ved at få en hjælpende hånd fra mine børns bedsteforældre. Og ja, jeg sætter til tider mit behov for musik og venner frem for en lang række ting, men dette gør mig ikke egoistisk, da der ikke er nogen, der er blevet overset eller tilsidesat i min beslutning om at gøre noget godt for mig selv.

Min opfordring er, at du skal gøre noget godt for dig selv uden at gøre det hen over hovedet på andre. I sidste ende vil dette heller ikke virke opbyggeligt for dig, hvis dine omgivelser ikke er med på idéen, tværtimod.

Så giv dig selv en pause og gør noget du holder af. Dette gør dig ikke til en egoist, men det kan hjælpe dig på vej mod flere positive tanker om dig selv og dit liv.

Vh. Psykolog Jon Glud Kloster