fbpx
26 13 12 09 jon@psykologjon.dk
Rate this post

Dette spørgsmål er et, jeg er stødt på et par gange. Sagen er jo den, at sammen med psykolog-titlen, bærer jeg også den fine titel som uddannet murersvend. En titel jeg ikke skildrer voldsomt meget med, men dog heller ikke vil frasige mig.

Dette må siges at være lidt af et branchehop, og jeg har da også nogle gange fortalt om min vej fra håndens arbejde til åndens arbejde.

Noget jeg virkelig kan tage med mig fra min uddannelse som murer er forståelse af, hvad det vil sige at gå på arbejde og komme træt hjem. Ikke bare i hovedet, men i hele kroppen. Det har givet mig indsigt i, hvordan en normal hverdag på en almindelig arbejdsplads fungerer. Det kan være denne indsigt ikke som sådan bidrager til det store, men jeg synes, at det er nemmere at relatere til mine stressramte klienter, når jeg selv har prøvet på egen krop, hvad det vil sige at arbejde, hårdt.

Dermed ikke sagt, at en psykolog skal have haft personlig erfaring med en specifik psykisk lidelse for, at han/hun er særlig egnet til at behandle den. Men jeg tror, at det handler om at kunne forstå og relatere til sine klienter.

Jeg har af flere omgange arbejdet med, hvordan jeg kunne indarbejde min baggrund som murer ind i min markedsføring som privatpraktiserende psykolog. Det har mildes talt ikke mundet ud i nogen særlig holdbare løsninger. Her kommer nogle af de koncepter, jeg har arbejdet med:

”Jons totalservice: Jeg bygger både dig og dit hus op fra bunden.”

”Få råd og vejleding i din byggeproces, både til håndtering af det byggetekniske spørgsmål samt stresshåndtering i byggeprocessen.”

”Psyko-Mureren: Din akademiker med evner du forstår.”

Efter min brainstorm har jeg måtte sande, at en så direkte integration af håndværkerfaget i min markedsføring nok ville ramme helt ved siden af skiven. Hvilket egentlig også er ok. Jeg tænker, at det ikke nødvendigvis altid handler om at kunne få skrevet så mange titler på sit cv som muligt. Det handler måske nærmere om at bruge den kundskab, man har tilegnet sig fornuftigt, i det virke man nu engang ender i.

Den måde, jeg ”bruger” min murerbaggrund på den dag i dag, er som en del af den fortælling, der handler om mig.

Når jeg fortæller folk, at jeg er psykolog, får de én opfattelse af mig, om hvad jeg er for en type. Men når folk også finder ud af, at jeg har en håndværksmæssig baggrund, er det som om, at der sker noget i deres opfattelse af mig. Okay, du har ikke ”bare” siddet i en stol hele dit liv og læst og snakket. Du har lavet et stykke manuelt arbejde. Du har brugt din krop som værktøj og skabt noget ud af sten, som folk kan bo i?

Når jeg præsenterer mig selv som psykolog, sker det nogle gang, at folk lige trækker vejret en ekstra gang, inden de siger noget. Ellers så kommer kommentaren: “Uuuh ha da, så må jeg hellere passe på, hvad jeg siger”. Hvis jeg så indskyder, at jeg også er murer, synes jeg at kunne fornemme, at folk ikke tager så meget forbehold over for mig. Pludselig er jeg ikke så ”farlig”, hvilket jo er dejligt, men også træls. Jeg er jo stadig den samme person. Jeg er jo stadig ligeså meget psykolog som før.

Jeg synes, at det er lidt sjovt, når folk reagerer på, at jeg er psykolog. Hvis de gerne vil tage lidt forbehold, så skal de da bare gøre det. Men det spændende er, hvad der gør en murer mere ufarlig. Hvis jeg skal tage den analytiske hat på, kunne jeg jo repræsentere en person, der muligvis kunne finde på at udstille deres inderste længsel og gøre dem sårbare i en social sammenhæng.

Dette er en reel frygt, og jeg forstår udmærket mekanismerne, der er på spil. Hertil vil jeg blot nævne, at psykologer i norden er underlagt de samme etiske regler. Her i blandt er vores tavshedspligt og klientens ret til selv at vælge, hvorvidt de ønsker en intervention. Sagt på en anden måde: Som psykolog må du ikke analysere løs på folk mod deres ønske.

Så fremover når du møder en psykolog, så slap af, han/hun må ikke bruge sine magiske psykologkræfter på dig, uden du giver tilsagn.