Vores åndehuller holder overbelastning fra døren
Det sker jævnligt, at jeg bliver kontaktet af skoleelever, der ønsker at bruge mig som kilde i deres opgaver. Jeg synes, det er skønt at kunne hjælpe dem videre med deres opgaver. Jeg giver dem ofte et par hurtige svar på deres, til tider, MEGET brede spørgsmål.”Hvad er angst?, Hvad sker der med folk, der bliver mobbet?”. Jeg plejer også at hjælpe dem videre til hjemmesider, hvor de selv kan finde svar på deres spørgsmål.
Men forleden blev jeg spurgt, om jeg ville medvirke i en artikel skrevet af en journaliststuderende. Artiklens tema var “åndehuller”, og jeg skulle være ekspertkilde. Dette sagde jeg ja til med det samme, og her er, hvad den kære Mikkel Langerhuus fik ud af vores møde.
Hvis du ikke lytter til dig selv, kan det gå helt ad helvede til. Med et konstant, socialt pres kan lige netop det være udfordrende, men hvis du finder og prioriterer dit åndehul, kan tilværelsen blive meget sjovere. Det fortæller Anders om, mens vi triller ud ad cykelstien langs vandet med solnedgangen som eneste seer.
Lycraen sidder tæt om hans overkrop, da han lystigt fortæller anekdoter om sin travle hverdag og sin nye fascination. Hverken tempoet eller pulsen er høj, når den storsmilende jyde cykler en sen aftentur i den smukke danske forårsnatur.
Arbejdsdagen havde været hård, men der var lys for enden af tunellen, da han skulle ud på sin cykel og slå hjernen fra.
”Hvis jeg har haft en dårlig dag, så har jeg glemt det, når jeg kommer hjem fra cykeltur. Der er kæmpe forskel på mit humør, om jeg bruger en time på at cykle en tur eller på at stene en serie på Netflix. Når jeg kommer hjem igen, og kigger mig selv i spejlet, så har jeg et stort, ubevidst smil på læben. Det er ikke for at lyde ’cringe’. Det har jeg bare,” siger Anders grinende.
Ifølge Jon Glud Kloster, der er privatpraktiserende psykolog i Aarhus, giver det god mening, at cykelturen fungerer så godt for Anders. Det kan give en ro i hovedet, som du sjældent finder i en travl hverdag.
”Kroppen er i gang, men hjernen står stille. Det er rigtig sundt, når man gør noget helt modsat af, hvad man gør på arbejdet,” mener Jon.
Anders sætter tempoet op langs en skrigende gul rapsmark, der danner rammen for en fortælling om, hvilken forskel han kan mærke på sit overskud i hverdagen.
Han fandt sit nye åndehul, da vinteren og mørket trængte sig på. Det var mørkt, når han tog på arbejde, og det var mørkt, når han kom hjem. Der skulle ske noget nyt, så han gik til cykelhandleren og bad om hele pakken, og nu kan han ikke forestille sig en dagligdag uden.
”Hverdagen bliver super triviel. Hvis jeg ikke kommer ud og cykler, går jeg helt kold,” lyder det fra Anders.
Hvis han ikke havde lyttet til sig selv, da kroppen fortalte ham, at han havde brug for et fristed, er det ifølge Jon der, det kan gå rigtig galt. Det er nemlig yderst problematisk, hvis man ikke får ladet op.
”Ikke at have sine åndehuller er opskriften på at blive overbelastet,” forklarer psykologen.
Vejen begynder at stige og falde, da Anders’ cykel tager ham længere væk fra det pulserende byliv, og han begynder at hive en smule efter vejret, når han samtidig spekulerer på, hvordan han får tid til de mange ugentlige kilometer i sadlen, når arbejdsugen oftest byder på over 50 timer på kontoret.
”Hvis man tænker over, hvad man ellers bruger en time af sin hverdag på, tror jeg, de fleste kan finde tid til det,” siger han prustende, da han slipper trådet efter en hurtig opkørsel på en af terrænets små bakker.
Netop at finde tiden til at lade op i sine åndehuller er essentielt i dagens samfund, hvor det hele tiden handler om at være et produktivt menneske, blive en bedre medarbejder, bedre kæreste eller bedre ven, mener Jon.
”Hvis man føler, at man ikke må lytte til sig selv, men kun lytte til omverdens forventninger, så har man et problem,” siger han.
Tiden er mindre, men overskuddet er større
Da lyset stille og roligt forsvinder i horisonten, forklarer Anders, at han tværtimod er blevet en bedre medarbejder og kæreste, efter at han har prioriteret sin opladning i sit fristed.
I stedet for at sidde på sadlen havde han førhen smidt sig på sofaen for at slå tiden ihjel. Blot for at stå tidligt op og gøre det samme igen dagen efter. Det resulterede i, at Anders hverken kunne præstere optimalt på arbejde eller i sit forhold.
”Hvis du spørger min kæreste, vil hun helt sikkert sige, at jeg har fået meget mere energi af at få renset tankerne. Når jeg så kommer hjem fra cykeltur, er jeg bare genstartet på en eller anden måde og er klar til noget nyt,” forklarer han og tænder lygterne på sin cykel, da månen har overtaget solens lysgivende rolle på den letskyede himmel.
Det kan Jon nikke genkendende til, og han perspektiverer Anders’ oplevelse til et frikvarter i skolen eller pausen på arbejde, fordi mennesker har brug for at koble fra for at kunne fungere optimalt.
”Man kan få det ad helvede til, hvis man ikke mærker efter, hvad man har brug for,” mener han.
Cykelturen lakker mod enden, og Anders glæder sig til at komme hjem til sin kæreste med fornyet overskud.
Når Anders bruger kræfter, får han kræfter
Selvom man umiddelbart kunne fristes til at tænke, at flere timers motion ville trætte Anders mere, end det ville gavne, er det, ifølge Jon, helt naturligt, at Anders føler sig mere frisk efter cykelturen.
”Hvis man har arbejdet hele dagen, så er det simpelthen så vigtigt at komme ud og slå hovedet fra. Det er også derfor, vi sover. Vi får renset hovedet, og det har vi også brug for løbende igennem dagen,” forklarer psykologen.
Lyskrydset ved Ringgaden viser rødt, og Anders pauser sin cykelcomputer, fordi selvom han ikke cykler med sportslige ambitioner, kan han ikke dy sig for at konkurrere lidt med sig selv. Nogle gange cykler han sammen med andre, men han synes, det er fedt at trille langs de århusianske landeveje på egen hånd.
”Det er bare rart at lave noget kun med sig selv, fordi jeg er sammen med andre mennesker næsten hele tiden. Det er virkelig blevet mit fristed herude. Det er faktisk lidt vildt, hvor glad jeg er blevet for det. Nu kan jeg slet ikke undvære det her afbræk,” lyder det fra Anders.
Det er vigtigt at huske på, at vi alle har brug for noget forskelligt, når vi skal lade op, forklarer Jon. Det vigtigste er at mærke efter og handle ud fra det. Uanset om det er endnu mere socialt samvær eller to timer på cyklen uden anden lyd end dine dæk.
Artikel af journalist stud. Mikkel Langerhuus mikkel_langerhuus@live.dk